, ,

Caminoen: Alene eller sammen

De fleste pilgrimme vælger at gå deres Camino alene, men det er dog ikke helt ualmindeligt at tage afsted flere pilgrimme sammen, og mange pilgrimme tager gerne afsted med et familiemedlem eller en god ven.

Alene

Årsagen til at de fleste pilgrimme vandrer alene er ofte at de gerne vil nyde vandringen, naturen, stilheden, og deres egne tanker og overvejelser, uden de forstyrrelser som menneskelig interaktion bringer. Jeg hører ofte at folk beskriver at det med at vandre alene har en terapeutisk og rensende virkning på sindet.

Mange holder også meget af den frihed det giver selv at kunne kontrollere hver eneste beslutning omkring deres pilgrimsfærd. Hvornår de ønsker at holde pause, hvor langt de ønsker at gå, hvor overnatningen skal foregå, og lignende, er jo beslutninger der normalt skal tages i fællesskab. Alle disse ting kan de så beslutte sig for uden at skulle tage en rejsekammerat med på råd. Der er ingen diskussion, og ingen debat. Kun med sig selv.

Sammen med pilgrimme man møder på ruten

Nogle pilgrimme starter ud med at vandre alene, men finder så lynhurtigt andre pilgrimme at følges med. Det kan være to pilgrimme, eller det kan være en hel gruppe af pilgrimme, der begynder at følges ad. At gå Camino er jo en utrolig god mulighed for at møde mennesker fra andre kulturer, andre samfundslag, og med andre holdninger end ens egne.

En gang i mellem følges man bare ad et par timer, måske en hel dag, eller måske endda flere dage. Men det sker også at pilgrimme knytter et stærk bånd, og ender med at følges hele vejen til Santiago de Compostela, og måske videre til Finisterre. Disse venskaber bliver ofte så stærke at kontakten holdes selv længe efter at man er taget hvert til sit.

Jeg har hørt det beskrevet på denne måde: “Pilgrimme er som en stor familie der blot følger hinanden hjem.”

Sammen med en god ven eller veninde

Det er også populært at gå på Camino sammen med sin bedste ven. Dette er måske mest udbredt blandt den lidt yngre generation, og hvis et venskab kan klare de udfordringer og strabadser en Camino kan udsætte en for så kan dette venskab højst sandsynligt holde hele livet. Der er da også noget helt særligt ved at have dette eventyr, denne store oplevelse, sammen.

Mit råd her er at give plads til hinanden, og være ekstra forstående over for hinandens udfordringer og følelser. Tag beslutningerne i fællesskab, og sørg for at være åben over for den andens ønsker og behov.

Man kan nemt blive ret presset på vandringen, og dette kan desværre nemt resultere i at man blive uvenner.

Sammen med sin kæreste eller ægtefælle

For de fleste mennesker er deres kæreste eller ægtefælle også deres bedste ven, og derfor er det lidt i samme bås som det ovenstående kapitel.

Dog er der vel en stor forskel på om forholdet er helt nyt, eller om man har været sammen i mange år. Caminoen kan faktisk få sider frem i en som ens bedre halvdel måske aldrig har oplevet før. Dette kan enten styrke eller svække kærligheden, så det bør man nok være opmærksom på.

Jeg gik selv Camino sammen med min kæreste igennem 20 år, og det var helt fantastisk at få denne oplevelse sammen. Vi havde før vores Camino kun været på charter ferie sammen, så dette var første gang vi var på en rejse der i den grad udfordrede os.

Sammen med store børn

Jeg hører ofte om forældre der går Caminoen sammen med sit barn i teenager alderen.

Dette skulle være en hel fantastisk oplevelse som bringer dem tættere sammen, og der er virkelig mulighed for at få snakket godt i gennem om livets mange finurligheder når man er ude på de lange vandringer.

Det er også rart for en mor eller far at kunne passe på sit unge barn på Caminoen og vide at de er i sikkerhed, så næste gang de ønsker at tage ud i verden er de bedre klædt på til det.

Sammen med små børn

Jeg har tidligere postet en video dagbog hvor et ungt par går med deres baby, hvilket i min optik virker ret ekstremt og unødvendigt.

Jeg er dog sikker på at lidt større børn sagtens kan gå Camino hvis man blot vælger en kort rute hvor der ikke er så langt i mellem overnatningerne.

Jeg så en film på Youtube som jeg fandt meget bekræftende, den kan du se lidt længere nede. De går fra Sarria til Santiago med deres to små børn, og faren har følgende gode råd:

“Der er meget få børn på Caminoen, vi så på vores tur kun to, ud over vores egne!
Vi fik mange snakke om pilgrimme, klostre og det enkle liv, uden Ipads, computere m.v.
Vandre i tidsrummet 12-15 er ikke at foretrække! 40-45 grader varmt!
Sørg for godt med mad, chokolade og vand m.v.
Næsten altid muligt at finde overnatning. Find en cafe og server en velfortjent cola for børnene, og lad de voksne finde overnatning.
Ofte mulighed for ”private room”, i stedet for sovesal! Højest 10 euro dyrere, med eget toilet!
Mange lange pauser!
Tid til snakke og undre sig!
Tid til at stoppe ved møder med dyr og andet interessant!
Lad børnene filme/tage billeder med deres mobiltelefoner, når der er strøm på 🙂
Vandrepindene fulgte vores to børn fra dag et, og havde tydeligvis en symbolsk værdi for dem. De blev kastet i vandet ved Finisterre…Verdens ende!”

 

Sammen med sin hund

Da jeg gik Camino mødte jeg mange der gik med deres hund. Dette virker utroligt hyggeligt, men man skal dog være opmærksom på at det kan være svært at finde overnatning da mange albergues ikke tillader hunde.

Man skal også være klar over at hunde kan få det meget svært i varmen, og derfor skal man virkelig tænke meget over hvilken årstid man tager vandringen på. Vær også opmærksom på at din hund ikke snuser til disse larver der er giftige.

Kærligheden på Caminoen

Jeg har tidligere postet et opslag omkring to pilgrimme, en fra Danmark og en fra USA, der mødte hinanden på Caminoen og endte med at blive gift. Det er virkelig en smuk historie.

Der findes også en hel hjemmeside dedikeret til disse historier om pilgrimme der har fundet kærligheden mens de gik pilgrimsfærd. Så hvis byen, Tinder, og Dating-dk ikke virker for dig, så skal du måske overveje en Camino. 😀

Hvad tænker du om det?

Denne artikel afspejler mine tanker og meninger omkring dette emne, men jeg vil meget gerne høre hvad du tænker omkring det. Kan du bedst lide at vandre alene, eller har du erfaring i at vandre sammen med andre, pilgrimme, hunde, børn…. ja så må du meget gerne skrive en kommentar herunder. 🙂

Kommentarer

Skriv et svar

Loading…