, ,

Maries tips til Camino Primitivo

Den Danske pilgrim Marie Lau Florin er netop vendt hjem efter at have vandret på den mindre befærdede Camino Primitivo, og hun har i den forbindelse valgt at dele en række tips og erfaringer med os.

Den følgende tekst er krydret med billeder fra hendes tur, og det er muligt at downloade hele teksten som en PDF fil i bunden af artiklen.


Maries tips til Camino Primitivo

Kom til startbyen Oviedo på Camino Primitivo

Med Primitivo vil jeg anbefale at købe udturen i god tid og hjemturen et par dage før du vil hjem. Kom til start: Flyv via London til Asturias, som er tæt på startbyen Oviedo. Tag dig tid til at se katedralen.

Ellers er det også muligt at flyve til Madrid – men på mig virkede det som en omvej, fordi det er langt sydpå, og fordi du så får fem timer ekstra for at nå helt frem til Oviedo. Det kan du komme med bus, tog – eller som jeg – med et ’share a ride’, som jeg nemt fandt på www.blablacar.es.

Det var supersjovt at snakke med almindelige spaniere fem timer i bil, men en lang rejsedag. Jeg kom hele vejen fra Madrid til Oviedo for 20 euro. Det er nok nemmest at finde ’share a ride’, hvis du ankommer torsdag eller fredag, hvor mange pendler hjem fra Madrid. For hjemtur: Se allernederst.

Hvor hård er den egentlig, Camino Primitivo, og hvor lang tid tager den?

Udfordringen på Camino Primitivo synes jeg især er vejret. Risiko for dage med meget regn, vejr der ændrer sig meget hurtigt, tordenvejr, rigtig tæt tåge (som i at du kan blive væk i den). Så er der højdemetrene, der kommer af, at du krydser over de cantabriske bjerge. Højdemetrene er der cirka 8300 af på cirka 320 km. Der er seriøst stejle og nogle steder lange stigninger.

Til gengæld synes jeg nedstigningerne var mere flade. Og underlaget er godt langt de fleste steder. Strækninger, der før har været svære efter regn, er for nylig lavet om til bedre grusstier. Jeg løb/trippede ned for at skåne knæene – og alligevel kunne jeg til tider igen mærke en to år gammel skiskade.

Er der meget asfalt på Camino Primitivo?

Langt de meste underlag på Camino Primitivo er varieret og blødt offroad. Jeg synes dog Camino Primitivo har en rigtig hård og mere kedelig asfaltdag fra Lugo til As Seixas. Den er hård pga. asfalten og ikke stigningerne.

Er det ikke irriterende at skulle ind på Camino Frances?

Alt efter dit tempo, får du halvanden-tre dage på Camino Frances til slut fra byen Melide og frem. Det er en stor kontrast til Primitivos ro. Pludselig er du en del af en minoritet. Jeg fik halvanden dag og gik i fred og ro på Frances om eftermiddagen og faktisk også om morgenen (start juni 2017). Ingen grund til mine bekymringer.

Hvad koster overnatning på albergue, og er der plads?

Jeg gav 6 euro for overnatning på municipalalbergue og 11 euro for privat albergue på Primitivo hele vejen til mødet med Camino Frances, hvor prisen herefter var 12-16. I maj-juni 2017 oplevede eller hørte jeg ikke om pladsproblemer på Primitivo ud over i Castro – hvor den søde hospitalera til gengæld tilbød gratis telt og tæpper til den pilgrim, der var i overskud.

Ved sengetid opdagede vi dog en ledig seng, som hun så fik. På Frances var jeg på en pension og et albergue uden plads, men det gik ok at gå 12 km længere end beregnet anyway.

Er der tæpper?

Alle herberger i Asturien havde tæpper. I hele Galicien lader det til, at tæpper er fjernet på alle municipalherbergerne, så jeg måtte købe tæppe.

Er der bed bugs (væggelus) på Primitivo?

Ja, der er til tider bed bugs på Camino Primitivo, som på alle andre rejser.

Da jeg var der, oplevede jeg en pilgrim med bed bugs – hende delte jeg køjeseng mange nætter med uden at jeg fik dem af den grund fik dem. Et enkelt albergue var lukket pga. bed bugs.

Hvor mange etaper er der på Camino Primitivo?

Jeg havde planlagt med 13 etaper, men endte med 11 (se mine etaper nederst). Flere jeg mødte brugte 15 og enkelte 16. Uanset hvad, er det en rute, hvor det er ekstra, ekstra vigtigt ikke at slæbe for meget. Jeg har set fodproblemer, jeg troede umulige, efter blot efter få vandredage.

Fællestrækket er rygsække langt over ti kilo plus nye sko. Hvis du er i god form og kan lide halvlange etaper, kan du se mine steps her og kort omtale af hvor jeg sov. Og ellers er de mange ekstra muligheder for fx at halvere etaperne.

Hvad er det med den rute over Hospitales?

Tager du lange etaper som jeg, skal du vælge rute på fjerdedagen: Op over bjerget ad Hospitalesruten, eller ned gennem dalen ad Pola de Allande-ruten.

Hospitalesruten er meget omtalt. Jeg troede det var fordi den var svær, men det er den egentlig ikke. Det er vejret, det handler om, og det skal du tjekke grundigt og præcist for byernes Borres og Berducedo inden afgang. Fortæl andre pilgrimme hvilken rute du vil tage, så de ved, hvor du er.

Stien over bjerget er ikke så markeret som andre steder, så folk bliver væk i tågen. Der er køligt deroppe, men det er det hele værd at gå blandt heste og køer. Den alternative tur nedenom Pola de Allande fortrød alle, der tog den, fordi vejret var ok, og herberget der skulle være dårligt.

Da jeg gik Hospitales, holdt der på cirka halvvejen en bil, jeg tror simpelthen var en evakueringsbil, måske hvis vejret slår om. Så er du uheldig, tror jeg nu nok, du bliver fundet.

Andre alternative ruter på Camino Primitivo

I gamle guider og på hjemmesider er omtalt alternative ruter på Primitivo. For eksempel en alternativ rute, hvor du fra Lugo krydser over til Norte.  Den fraråder turistbureauet i Lugo kraftigt, fordi den er fejlmarkeret og man kommer til at gå i ring.

Der er også en gammel rute, hvor du møder Frances allerede i Palas de Rei (dvs. før Melide). Den er ikke længere skiltet eller brugt. Du møder steder, hvor de officielle, nye sten peger hver deres retning: Her har du bare en valgmulighed – der er ikke stor forskel på dem, alle kom godt frem. Der er tre steder, du må vælge, og du ikke, ved mellem hvad du vælger. Det skal nok gå uanset hvad.

Hvad er der af butikker og vand undervejs?

Som jeg husker det, er længste stræk uden services eller vand hospitalesetapen. Der bør du have handlet rigeligt i Casa Ricardos lille butik i Campiello, for i Borres, som du passerer, er der intet. Andre dage kan du risikere at gå op til 14 km uden services men ikke mere end det.

Apps til Camino Primitivo?

Jeg brugte Wise Pilgrim Primitivo. Den er ikke opdateret for nylig, ruten har mange flere services end appen kender. Den var lige akkurat bedre end ingenting.

Etaper på Primitivo, hvis du godt kan lide at vandre mange timer om dagen

  1. Oviedo – San Juan de Vilapanada 25 km: Supersmukt beliggende på en solrig bjergside. Hospitalero Domingo holder orden i hytten på kærligeste, sjoveste vis. Jeg ville vælge dette herberg frem for det i Grado, pga. den landlige beliggenhed.


  2. San Juan de Vilapanada –Bodenaya 29 km: Albergue Bodenaya er rutens uden sammenligning højdepunkt. Et donativo albergue med David, der samler alle pilgrimme til en familie. Vågn med skøn musik og rent tøj. Book i forvejen.

  3. Bodenaya – Campiello: Albergue Casa Ricardo 24 km: Nybygget, lækkert, totalt velfungerende. Andre havde dårlige erfaringer med Albergue Herminia i samme by på den anden side af gaden – optrækkerpriser. Jeg var egentlig gået ca. 3 km mere frem til Borres, men her var herberget forfaldent og fuldt af fluer, så jeg vandrede tilbage til Campiello.

  4. Campiello – Berducedo 27 km: Her boede jeg på dobbeltværelse ovenpå cafeen til 30 euro for to personer. Ok. Der er flere albergues i byen. Det første forfaldent. Det næste nye har skrappe hospitaleroer, men ok. De sidste nede ad bakken er ok også.

  5. Berducedo – Castro 26 km: Her krydser man gennem byen Grandas de Salime sidst på dagen. Det etnografiske museum skulle være rigtig godt, men er lukket fra 14-16, som var der jeg passerede. Fra Grandas de Salime valgte jeg heldigvis at tage det korte step videre til Albergue Juvenil de Castro i den lille flække Castro nogle kilometer længere fremme. Vidunderligt sted med fantastisk mad og stemning. Book i forvejen 11 euro.

  6. Castro – Padrón 22 km: Igen et godt valg at gå det korte step videre fra Fonsagrada til municipalherberg i Padrón. Slidt og halvbeskidte bade, men total retrocharme og firmandsværelser. Sjov og hyggelig gammel mand der hedder Victor passer det. Han er også byens politimand, og gav flere af os lift til indkøb. Kommer du tidligt, sidder nøglen i døren. Besøg det her sted, inden det pludselig er renoveret som alle de andre. Obs ingen tæpper.


  7. Padrón – Castroverde 33 km: Moderne og fint nok municipal, logistikken fungerer, bortset fra, at der intet grej er i køkkenet.

  8. Castroverde – Lugo 22 km: Meget kort og nem, flad rute, fordi jeg gerne ville have tid til at se Lugo. Her er et nyere municipalherberg i centrum. Lidt få bade og toiletter. Men ok. Obs ingen tæpper. Det er i Lugo et must at få stempel i sakristiet i katedralen! En oldgammel støvet præst kæmper sig hen for at åbne en kæmpestor tung træskuffe, hvor katedralens stempel ligger, hver gang en pilgrim finder vej. Find det bag den tunge træport inde i katedralen.

  9. Lugo – As Seixas 36 km: Meget lækkert arkitektagtigt herberg i et gammelt stenhus. Kommer du tidligt, får du den mindste og bedste sovesal. Der er restaurant i byen, men ikke butik.


  10. As Seixas – Salceda 41 km: Det naturlige stop på denne etape var Arzua med masser af herberger. Jeg gik dog 10-12 km videre for at nyde eftermiddagens ro på Camino Frances, og endte i Salceda, der har et lækkert privat albergue Alborada til 12 euro i dormitorio med 10 pladser. Baren 200 m henne ad vejen laver gode langostines.

  11. Salceda – Santiago de Compostela 30 km: Nyd turen ind til Santiago – den er rigtig fin for en sidstedag på en camino at være, og ikke gennem større industriområder. Byen tager stille til.

Tips til oplevelser i Santiago

Tapas og vin i Santiago: Varm anbefaling af La Jefatura. Her kan du få labre muslinger – mine sidder nu vaskede på pilgrimsrygsækken. Og de kan det der tapas, som ellers er svært at få forklaret på spansk, synes jeg. Vi bestilte fire slags tapas til deling og blev meget mætte.

Kaffe, gårdhave og oase i Santiago: Hotel Costa Vella. Du kan sagtens bruge haven og cafeen til en kop kaffe, selvom du bor et andet sted. Utroooolig ro. Laber indretning.

Rooftop tour: Du kan komme på en gåtur på katedralens tag. Kæmpestor oplevelse med udsigt over byen og spændende pilgrimsfortællinger. 12 euro. Bookes i døren til venstre for hvor hovedindgangen til katedralen er (når ikke der er ombygning).

Kom hjem igen fra Santiago de Compostela

Det er komplet umuligt at beregne dit tempo på Primitivo pga. vejret og højdemetrene, så overvej at bestille returbillet dernedefra i stedet.

Santiago – Stansted, Stansted – København er en god forbindelse. Jeg købte den dagen før afrejse for 950 kroner. Det er nemt med bussen fra flere steder i Santiago og til lufthavnen. Koster 3 euro.

Download “Maries-tips-til-Camino-Primitivo.pdf” Maries-tips-til-Camino-Primitivo.pdf – Downloadet 164 gange – 255 KB

Kommentarer

Skriv et svar

Loading…