,

Tanker omkring det at være Pilgrim i nutiden

I middelalderen var en pilgrimsfærd en rejse man foretog med et religiøst formål, og en vellykket valfart var som en ny dåb, og en mulighed for en ny start på livet, hvor man var renset for det tidligere livs synder.

Men er en pilgrim fra middelalderen og en pilgrim i år 2017 overhovedet det samme? Det svar prøver jeg at lede lidt efter i denne artikel, der som sædvanligt afspejler mine personlige tanker og holdninger til emnet.

Ordet pilgrim stammer fra det Latinske ord peregrini, som betyder “dem, der går mellem markerne”.

I dag går folk fra hele verden Caminoen til Santiago de Compostela med hver deres begrundelse. Jeg har set et hav af videoer hvor forskellige pilgrimme bliver spurgt ind til deres motivation for at gå en pilgrimsfærd, og der er nærmest lige så mange forskellige gode grunde som der er pilgrimme.

Men selvom der helt sikkert er mange der stadig vandrer af religiøse årsager, så er der ikke særlig mange der bruger den begrundelse for at gå Caminoen. Det er oftest nogle meget personlige historier folk fortæller, omkring hvad det er der har motiveret dem til at smide en taske på ryggen, og begynde at vandre tværs igennem et fremmed land.

Men er man pilgrim hvis man ikke går pilgrimsfærd af religiøse årsager? Efter min mening så er svaret ja.

Jeg syntes at det at være pilgrim kan være en form for livsstil. Hvis ens rygsæk og vandresko hele tiden står og kalder på en, og man ikke kan lade være med at tænke på hvornår man kan komme afsted, så er man på en måde allerede en moderne pilgrim.

En pilgrim er en kombination af flere ting

Jeg syntes faktisk at det at være en moderne pilgrim indeholder flere ting i kombination med hinanden. Ord der falder mig ind i forbindelse med at være pilgrim er at man både er rejsende, eventyrer, turist, samt en del af et større fællesskab. Lad mig tage dem en af gangen så jeg kan forklare hvad jeg tænker om disse ord.

Pilgrim

Nogle har den opfattelse at det helt kommer an på hvor langt man har gået, hvor tung ens rygsæk var, om man sov på albergue eller på hotel, eller om man snød ved at tage en bus eller en taxa i løbet af vandringen.

Alle har lov til at have deres egen holdning, men som jeg har skrevet mange gange før så er der jo ikke to pilgrimsvandringer der er ens, og man skal altid gå sin egen Camino og ikke andres.

Har man været afsted på Caminoen så syntes jeg bestemt at man kan påføre sig selv titlen Pilgrim, uanset hvordan den blev gennemført, hvad ens motivation var for at gå den, eller hvordan den endte.

Rejsende

Efter at jeg var kommet hjem fra min Camino så sagde folk nogle gange til mig; “Jeg har hørt at din ferie gik til Caminoen i år…”, og her rettede jeg dem hver gang. I min øjne er en Camino bestemt ikke nogen ferie, men snarere en rejse.

For mig er ferie noget med swimmingpool, roomservice, og ren afslapning. At man kan finde det afslappende at vandre ved jeg godt, men en Camino er ofte fyldt med strabadser, udfordringer, og åbenbaringer som man bare ikke finder på en ferie.

Eventyrer

At tage afsted på Camino er som at tage på eventyr. Man kan planlægge en del hjemmefra, men Caminoen kaster den ene uventede eventyrlige oplevelse efter den anden lige i hovedet på en.

Nogle betegner det som at Caminoen giver dig det du har brug for, og det er et udtryk jeg ofte har hørt.

Caminoen sørger for at du møder de mennesker du har brug for at møde, og det fede ved at gå Camino er at man aldrig helt ved hvad der kommer rundt om næste sving, eller på den anden side af den næste bakketop.

Turist

Det er noget de fleste nok ikke vil indrømme, men et eller andet sted er pilgrimme fra andre lande jo turister. Vi kommer for at se stederne, opleve maden og kulturen, og der er en hel industri omkring alle de pilgrimme der vandrer på de forskellige Caminoer.

Man føler det måske ikke så meget når man går ude i naturen, men når man kommer til de lidt større byer så syntes jeg godt man kan mærke at man ud over at være pilgrim også er en turist.

Fællesskabet

Har man gået Camino så er man pludselig en del af et større fællesskab, og man kan snakke med andre pilgrimme om ting som udenforstående ikke aner en pind om. Det er lidt ligesom når mine venner taler om fodbold, så bliver jeg sat helt udenfor da jeg ikke kan forstå hvad de siger. De kunne nærmest lige så godt tale et andet sprog.

Hvad er dine tanker?

Dette var blot lidt tanker jeg har haft omkring det at være en moderne pilgrim. Som altid kunne jeg godt tænke mig at høre hvad dine tanker er om emnet, og jeg håber derfor at du vil efterlade en kommentar til denne artikel.

Kommentarer

Skriv et svar

Loading…