, , ,

Oplev Verdens Ende

I følge legenden så sejlede Jakobs disciple hans jordiske rester til Dugium, som er den by der i dag er kendt som Finisterre, eller Fisterra på Galicisk.

Her gik de i land og bad Romerne om tilladelse til at begrave ham på det sted der flere århundrede senere blev til byen Santiago de Compostela.

Der er mange pilgrimme der vælger at fortsætte deres Camino videre fra Santiago og ud til det sted som Romerne kaldte for Verdens Ende.

Hvis du overvejer at gøre det samme så kan du i denne artikel finde inspiration til hvad du kan foretage dig når du når frem. Du skal selvfølgelig også nyde selve vandringen dertil, som er omkring 90 kilometer, men som ikke er dækket i denne artikel.

Costa da Morte

Kysten der omkranser denne del af Galicien kaldes for Costa da Morte, Dødens Kyst.

Dette navn har den fået fordi der er sket utroligt mange skibsforligs i dette område med alle de forræderiske klipper. Der er også sket en hel del store olieudslip der gentagne gange har forurenet kystlinjen.

Besøg fyrtårnet, 0-kilometer stenen, og Støvle skulpturen

Omkring 3 kilometer fra landsbyen finder du Capo Fisterra, oppe på toppen af det 238 meter høje bjerg Monte Facho, hvor der står et smukt fyrtårn bygget i året 1893.

Dette fyrtårn er Europas vestligste fyrtårn, og dermed det fyrtårn i Europa der er tættest på Amerika. At nyde solnedgangen, ude over Atlanterhavet, fra dette område skulle være ekstra spektakulært.

Lige omkring fyrtårnet finder du også den populære 0-kilometer sten. Mange tager gerne en selfie hvor de poserer sammen med denne sten, står oven på den, kysser den, eller krammer den.

Dette foto er et utroligt smukt minde at have med sig hjem, og det symboliserer at man har gået hele vejen til verdens ende.

Det er også ude ved fyrtårnet at man finder den smukke støvle skulptur. I følge guidebogen blev denne skulptur sat op som et minde om en pilgrim der druknede på dette sted i 90’erne. Dette har jeg dog ikke kunne bekræfte andre steder fra.

De fleste steder står der blot at skulpturen er placeret  for at hylde de pilgrimme der når frem til dette sted. Jeg har også læst at der oprindeligt var to støvler.

Tag en dukkert på Langosteira stranden

I middelalderen badede pilgrimme i havet fra denne strand for lige at blive vasket af inden de ankom til Finisterre. Denne tradition er der mange pilgrimme der den dag i dag stadig holder i hævd.

Stranden ligger omkring to kilometer før byen, og selvom det kan være en kold fornøjelse at hoppe i Atlanterhavets bølger, så kan det virker meget forfriskende på både krop og sjæl. I middelalderen kaldte man dette hav for Mare Tenebrosum som betyder det mørke hav.

Der findes, ud over denne strand, andre strande i området omkring Finisterre. Deres navne er O Rostro, Arnela, Mar de Fora, Riveira, og Corbeiro. Alle disse smukke strande man kan bade fra, men nogle af dem kan være svære at komme ned til på grund af klipperne der omgiver dem.

Find din egen muslingeskal

På strandene omkring Finisterre har du mulighed for at gå på jagt efter din helt egen muslingeskal. Selv om du sikkert har båret en muslingeskal hele vejen hertil, er dette jo ofte en muslingeskal der er købt i en souvenirbutik, eller i en af de mange boder langs med ruten.

At have fundet sin egen muslingeskal vil give den en helt særlig betydning for dig, og den vil være et evigt minde om din tur til verdens ende. Chancen for at finde en muslingeskal på stranden skulle være størst ved lavvande.

Modtag dit Finisterrana

Ikke alle er klar over at man kan modtage andre beviser ud over sit Compostela. Men Finisterre har sit helt eget dokument som mange faktisk finder utroligt smukt.

Man kan også vandre videre til Muxia og modtage et bevis der. Det er omkring en dags vandring fra Finisterre. Jeg har skrevet en artikel om disse dokumenter her.

Besøg fiskemarkedet, og nyd byens mange fiskerestauranter

Finisterre er en af de travleste havne i Galicien, og hver dag bringer de mange fiskebåde friske fisk til byens fiskemarked som er en stor sølvfarvet trekantet bygning der ikke er til at tage fejl af. Et besøg på dette fiskemarked skulle være en fryd for sanserne. Der er marked om Tirsdagen og om Fredagen.

Langs med havnepromenaden ligger fiskerestauranterne side om side, og her kan man smage på de mange spændende retter. Hvis man ikke er så meget til fisk så ligger der også en hyggelig Italiensk restaurant ned til havnen.

Gå på opdagelse i byens smalle gader

Finisterre indeholder en masse monumenter man kan besøge så som statuer og stenkors, men også byens specielle arkitektur er værd at nyde.

Finisterre er en traditionel fiskeriby og det kan man sagtens fornemme når man vandrer rundt i gaderne.

Man kan også besøge San Carlos fæstningen der blev bygget i år 1757 for at beskytte byen. Finisterre har mange oplevelser for den der nyder at gå på opdagelse.

Ting du bør undgå at gøre

Der er en gammel tradition hvor pilgrimme brænder noget af deres tøj, eller måske deres støvler, når de når frem til Finisterre.

Mange pilgrimme ønsker at fortsætte denne tradition, men i dag er det noget der bliver set skævt til af flere årsager, og dette bør du vide inden du kaster dig ud i det.

Det sviner de smukke områder til, og der er også risiko for at starte en skovbrand da det blæser meget her ved kysten.

Dette skete for to uheldige pilgrimme sidste år, og de endte med at modtage en stor bøde. Der er derfor sat skilte op hvor der henstilles til at man ikke brænder noget af på dette sted.

Mange vælger også at efterlade deres fodtøj, og selvom der sikkert ikke er flere kilometer tilbage i dine støvler så er det ilde set at man sviner stedet til på denne måde.

Har du været i Finisterre?

Hvis du har været i Finisterre, og du mener der er oplevelser eller seværdigheder som man ikke må gå glip af, så er du meget velkommen til at efterlade en kommentar til denne artikel.

Du kan finde mere information om Finisterre på byens egen hjemmeside, du kan downloade turistfolderen herunder, eller du kan søge efter Finisterre her på Caminoenkalder.dk.

Download “guia_ingles.pdf” guia_ingles.pdf – Downloadet 55 gange – 744 KB

Kommentarer

Skriv et svar

Loading…