,

Tanker omkring det at efterlade sit mærke på Caminoen

Alle der har gået Camino har sikkert oplevet et behov for at efterlade sig et mærke, eller en form for aftryk, der ligesom fortæller at her var jeg.

Personligt har jeg et meget ambivalent forhold til at gøre dette. På den ene side syntes jeg at det er sjovt med alle de efterladte sko, og noget af graffitien giver virkelig stof til eftertanke.

Men på den anden side syntes jeg at det er synd at Caminoen bliver smudset til på den måde af alle de pilgrimme der ønsker at vise hele verden at de gik her.

I denne artikel vil jeg nævne nogle af de spor man kan efterlade sig, og komme med min egen personlige mening omkring hver metode.

Dette er min personlige mening omkring emnet, og den er ikke nødvendigvis kompatibel med læserens mening. Derfor vil jeg også gerne opfordre til at du skriver en kommentar under denne artikel med din egen holdning.


Stensætning

Mange steder på Caminoen oplever man at pilgrimme har flyttet lidt rundt på nogle sten.

Nogle steder er det bare flere sten der er stablet, og andre steder har man benyttet sten til at skrive noget, eller til at tegne en pil. Dette syntes jeg er enormt hyggeligt, og det er for mig et særligt kendetegn for Caminoen.


Graffiti

Dette syntes jeg bestemt at man skal afholde sig fra, og jeg undrer mig meget over hvilken type menneske der medbringer en spraydåse på deres pilgrimsfærd?

Selvom der står mange kloge sætninger og sjove tegninger langs med Caminoen, så syntes jeg i bund og grund at det er respektløst over for et land man er gæst i.

Hvis man absolut ønsker at skrive noget så er der dog steder hvor jeg syntes at man kan tillade sig at gøre dette.

Der findes nogle albergues hvor man lader pilgrimme tegne på væggen, lidt ligesom en stor gæstebog.

Man kan også skrive nogle kloge ord på en lille sten, hvilket i min optik ikke er det samme som at tegne på et skilt eller på en bygning.

Kort uden for Villa de Cacabelos ligger der et lille stenskur opsat så pilgrimme kan tage sig en pause. Dette skur er fyldt med tusindvis af pilgrimmes initialer, oprindelseslande, og datoer. Her vil jeg sige at man måske godt kan tillade sig at skrive, hvis man altså kan finde en tom plads til at gøre dette.


Trådhegn og grene

Mange steder på Caminoen oplevede jeg at pilgrimme havde flettet grene ind i trådhegn så de dannede en masse små kors.

Jeg ved ikke om dette er en religiøs ting, men jeg fik da lyst til selv at efterlade mit eget lille kors.

Disse grene vil jo med tiden rådne, eller tørre ud, og derefter falde til jorden. Derfor kan jeg ikke se noget galt i at deltage i denne tradition


Efterladte sko og støvler

Dette er virkelig noget jeg har et todelt forhold til. Jeg syntes et eller andet sted at det er hyggeligt, og nærmest poetisk, at folk har efterladt deres vandrestøvler, der af den ene eller anden grund ikke kunne benyttes længere. Det kan være at de er blevet slidt op, eller måske var fødderne begyndt at hæve og støvlerne blevet for små.

På den anden side syntes jeg at det er forkert at efterlade noget i naturen der ikke kan nedbrydes.


Cruz de Ferro

Traditionen tro skal man jo efterlade en sten på dette magiske sted, men af en eller anden grund efterlader folk alt muligt andet.

Jeg kan dog godt relatere til dem der efterlader et lille billede af en person de savner, for på den måde kan de måske komme videre efter et dødsfald. Det kan være at de efterlader en del af deres sorg.


Skrive i snavset

Her må jeg indrømme at jeg bukkede under for min trang til at efterlade mit mærke.

Nogle steder går Caminoen langs med større veje, hvor der kilometer efter kilometer er disse grimme beton autoværn. De er smurt ind i et sort lag af forurening, fra de mange biler der passerer dem hver dag, og her kan man med sin vandrestav lige ridse sit navn ind i dette snavs.

Dette har mange pilgrimme benyttet sig af da det hverken kræver en tusch eller en spraydåse. Hvor længe det står der før det bliver dækket af ny snavs ved jeg ikke.


Klistermærker

På Caminoen er der mange klistermærker fra hele verden. Det er ikke særlig kønt, men på en eller anden måde er det vel bedre end graffiti da disse klistermærker jo kan fjernes igen. Desværre er de ofte klistret op på vejskilte i en sådan grad at man næsten ikke kan læse hvad der står på selve skiltet.


Affald og skrald

Dette er et kæmpe stort problem på Caminoen. Det er egenligt underligt at folk kan få sig selv til at smide tomme flasker, slikpapir, og cigaretskodder på disse smukke steder.

De har selv båret det derud, så hvorfor ikke bære det med til næste by og smide det i en skraldespand?

Der er jo også det problem at der ikke er de bedste toiletforhold på Caminoen og derfor flyder det med toiletpapir bag hver eneste busk. Dette er jo ikke så slemt for papir bliver jo naturligt opløst, men kønt er det altså ikke.

Please benyt skraldespande! 🙂


Hærværk

Dette er bare det værste. Der er så mange af de fine kilometersten på Caminoen der har været udsat for hærværk.

Jeg tror at det skyldes at folk vil have en souvenir med hjem. Det er enten den lille kilometerplade af metal der er væk, eller også er det den gule musling, lavet af keramik, der er forsøgt pillet ud.


Husk på at du er gæst

Det er vigtigt at tænke over at man blot er en gæst på besøg i et fremmed land.

Tænk over at efterlade så lille et fodspor som muligt når du gennemfører din pilgrimsfærd.

Hvert år går frivillige organisationer ud og fjerner flere tons affald fra Caminoen. Tænk over om de også skal ud og fjerne dit affald, eller om du er stor nok til at klare det selv.

Jeg håber at min artikel har givet stof til eftertanke, og jeg vil værdsætte din mening omkring emnet.

Kommentarer

Skriv et svar

Loading…